Levetidsanalyse af PE-membraner anvendt i klimaskærmen

Levetidsanalyse af PE-membraner anvendt i klimaskærmen

Projektets formål er at tilvejebringe ny viden om levetider og holdbarhed af dampspærresystemer med membraner af polyethylen (PE-folier).

Lagt online: 27.04.2017

Projektet skal undersøge membranernes levetid og hvilke faktorer, der har indflydelse på den.

Et af formålene er at sammenligne materialeegenskaber og kemisk sammensætning af dampspærrer med genbrugsplast og dampspærrer af 100% ny granulat for at kunne bestemme levetiden af de enkelte typer dampspærresystemer.

SBi gennemfører projektet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Teknologisk Institut og Nationalmuseet med støtte fra fageksperter fra Byg-Erfa/DUKO, Roskilde Tekniske Skole og virksomheden Isolink.

Projektet finansieres af Grundejernes Investeringsfond, Byggeskadefonden og Landsbyggefonden.

Læs pressemeddelelse om projektet: Dampspærrer af plast sættes under lup (april 2017).

Sådan testes dampspærrer

  1. I byggemarkeder indkøbes et bredt udsnit af de plast-dampspærrer (PE-folier), der findes på det danske marked.
  2. I laboratoriet gennemføres kontrolleret prøvning af en række materialeegenskaber for de enkelte folier - i ny tilstand og efter accelereret ældning.
  3. Egenskaber som testes omfatter bl.a. kemisk sammensætning, trækstyrke på langs og på tværs, rivestyrke på langs og på tværs, brudforlængelse, modstand mod slagpåvirkning, fladevægt, vanddampdiffusionsmodstand, vandtæthed og alkaliresistens samt klæbestyrke på membranen.
  4. Resultater fra prøvning samordnes, og det undersøges om der er forskelle/ligheder afhængig af, om de er fremstillet af genbrugsplast eller ny plast. 


Hvad er en dampspærre?

En dampspærre er normalt en plastfolie, fx af polyethylen (PE-folie), der indbygges i lette konstruktioner, fx skeletvægge og tage, for at forhindre, at varm fugtig indeluft i form af damp fra indeluften trænger ud i klimaskærmen (diffusion). Hvis store fugtmængder kan trænge igennem konstruktionen og møde koldere områder, kan den relative luftfugtighed i området blive så høj, at der opstår fugtskader, herunder skimmelsvampevækst. En dampspærre af plastfolie fungerer også som tæthedsplan og forhindrer fugttransport ved luftstrømning (konvektion).

Behov for dampspærrer i lofter (DaLo)

Projektet om levetider for PE-folier er tilknyttet forskningsprojektet DaLo. Formålet med DaLo er at afklare, hvornår der er behov for en dampspærremembran i varmeisolerede lofter mod ventilerede tagkonstruktioner, med henblik på at nuancere de nuværende retningslinjer. I dag lyder anbefalingen, at en dampspærre er nødvendig ved mere end 150 mm isolering i loftskonstruktionen.
Etablering af en tæt dampspærre kan imidlertid være vanskelig – særligt ved efterisolering - derfor diskuteres det ofte, om kravet kan fraviges i nogle tilfælde.
DaLo gennemføres af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet København med støtte fra Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, VarmeIsoleringsForeningen, Dansk Byggeri og Byggeskadefonden. 

Kontakt

Torben Valdbjørn Rasmussen