Kommende SBi-anvisninger

Nedenfor kan du se en liste over, hvilke SBi-anvisninger der er under udarbejdelse. Klik på den enkelte titel for at se mere om anvisningen og dens eventuelle følgegruppe.

Arbejdstitel Forfatter Redaktør Forventet udgivelse
Dimensionering af glas i klimaskærmen, 2. udg. Erik Steen Pedersen og Jørgen Munch-Andersen Niels Samsø Nielsen Nov. 2017
Tilgængelige bygningsnære udearealer – krav og anbefalinger Lone Sigbrand og Søren Ginnerup Dea Lindegaard Dec. 2017
Tilgængeligt byggeri generelt - indledende spørgsmål, 2. udg.
 
Lone Sigbrand og Søren Ginnerup Dea Lindegaard Dec. 2017
Bygningers energibehov, 5. udg. Søren Aggerholm Dea Lindegaard Dec. 2017
Anvisning om BR18 Ernst Jan de Place Hansen Niels Samsø Nielsen Primo 2018
Hustage Erik Brandt Niels Samsø Nielsen Primo 2018
Vådrum for udførende Martin Morelli Niels Samsø Nielsen 2018
Undersøgelse af radon i bygninger Torben Valdbjørn Rasmussen Lise Lotte Beck Raunkjær 2018
Skimmelsvampe i bygninger (3 udgivelser) Ulf Thrane Lise Lotte Beck Raunkjær 2018
Udførelse af membraner til tagdækning Torben Valdbjørn Rasmussen Lise Lotte Beck Raunkjær Primo 2019
Valg og projektering af membraner til tagdækning Torben Valdbjørn Rasmussen Lise Lotte Beck Raunkjær Medio 2019
Specifikationer for membraner til tagdækning Torben Valdbjørn Rasmussen Lise Lotte Beck Raunkjær Primo 2020

En SBi-anvisning er en publikation om, hvordan man i byggeriet løser opgaver inden for et givent område i overensstemmelse med den gældende lovgivning og god praksis. SBi-anvisninger sammenholder forsknings- og erfaringsbaseret viden på et uvildigt grundlag, idet anvisningerne er udgivet af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet København og er skrevet og/eller redigeret af SBi's forskere.

SBi-anvisninger er forfattet på dansk, og de udgives både som trykte og digitale publikationer. Alle kan få adgang til SBi-anvisningerne, der er en del af det, man kalder ”byggeriets almene tekniske fælleseje”, hvilket er en samlebetegnelse for de håndbøger, branchevejledninger, normer og standarder m.v., som byggeriets parter bør kende.

Hvis man følger en SBi-anvisning, overholder man også de love og regler, der var gældende på anvisningens udgivelsestidspunkt. Omvendt er det, på nær helt enkeltstående tilfælde, frivilligt at følge SBi-anvisningerne.

SBi-anvisninger kan endvidere indgå i aftalegrundlaget for byggeprojekter, fx kan et udbudsmateriale referere til bestemte SBi-anvisninger, hvorved leverandøren forpligtes til at følge de pågældende SBi-anvisninger.

Samarbejde med praksis

SBi-anvisningerne sammenstiller forsknings- og erfaringsbaseret viden, og SBi samarbejder med praksis om udarbejdelse af SBi-anvisningerne. Samarbejdet højner kvaliteten af den enkelte SBi-anvisning og bidrager til byggesektorens opbakning til den. Virksomheder og organisationer med førstehåndskendskab til sektoren yder afgørende bidrag til, at SBi-anvisningerne handler om relevante problemstillinger, og at SBi-anvisningerne rummer løsninger og anbefalinger, som er realistiske at anvende.

Samarbejdet med praksis kan have flere forskellige former. I nogle tilfælde etablerer SBi en følgegruppe, som bidrager med kommentarer i forbindelse med udarbejdelsen af en SBi-anvisning. I andre tilfælde udarbejdes en SBi-anvisning på baggrund af workshopper, arbejdsgrupper eller lignende med deltagelse af eksterne eksperter. Endelig forekommer det, at SBi blot rundsender manuskripter til kommentering blandt udvalgte parter.

Det faglige ansvar for indholdet af den færdige SBi-anvisning påhviler alene forfatteren, og fx har en eventuel følgegruppe ingen formel beslutningskompetence.

SBi-anvisninger må ikke give konkurrencemæssige problemer          

SBi-anvisningernes indhold må ikke være til fordel for bestemte aktørers kommercielle interesser på bekostning af andre aktørers eller samfundsmæssige interesser. Alle relevante produkter og løsninger skal behandles uvildigt, og eventuelle indeholdte eksempler skal vise et bredt og repræsentativt udsnit af markedet.

Alle SBi-anvisninger udarbejdes i en transparent proces, som giver offentligheden adgang til viden om udarbejdelsen af de enkelte SBi-anvisninger. SBi offentliggør løbende på www.sbi.dk en liste med kommende og igangværende anvisningsprojekter, inklusive oplysninger om, hvordan man kan få adgang til at følge udarbejdelsen.

I de tilfælde hvor udarbejdelsen af en SBi-anvisning sker i samarbejde med en følgegruppe, der rummer indbyrdes konkurrerende parter, tilrettelægges dennes arbejde under iagttagelse af konkurrencelovens kapitel 2 om forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler. En sådan følgegruppes arbejde vil blive tilrettelagt i overensstemmelse med afsnit 7.3.3 om standardiseringsaftaler i Europa-Kommissionens retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i traktaten om EU’s funktionsmåde på horisontale samarbejdsaftaler. Dette indebærer, at alle relevante parter skal have lige adgang til at deltage i følgegruppen, at proceduren for udarbejdelse af SBi-anvisningen er gennemsigtig, at ingen er forpligtet til at følge SBi-anvisningen, samt at denne er tilgængelig for alle på rimelige betingelser og uden forskelsbehandling, jf. retningslinjernes punkt 280.

Når SBi-anvisningen er udgivet, vil den kunne læses online på sbi.dk/anvisninger eller bestilles i trykt form via webshoppen samme sted.

Senest opdateret 8. nov. 2017.